Med EllaPoulHanneChris på GR7

Andalusien på tværs
Vi landede i Malaga.
Tog bussen til Algeciras.
Gik, tog tog, taxa, bus, gik og gik og rundede Ronda, Antequera, Granada, Lanjaron og meget andet og endte i Trevelez.
Fem uger.
Ikke en dag for meget.

2. maj - dag 36

Den sidste café con leche
Der er ikke meget mere at sige.
Sidste dag i det andalusiske. Kaj og Poul Erik er ankommet til campingpladsen aftenen før.
De orkede ikke at slå telte op.
Vi skal med et fly sidst på formiddagen, så ned til nærbanen og de to stationer ind til lufthavnen.
Ret kaotisk lufthavn i øvrigt. Ikke til at orientere sig i. Et hav af mennesker. Ekstremt lange køer overalt.
Men hjem kom vi.
Sic.

1. maj - dag 35

Turister for en dag
Vi står tidligt op for at tage ind til Malagas gamle bydel.
Det er 1. maj, som bestemt også fejres på disse kanter med demonstrationer, røde faner, taler og opløb.
Herligt vejr.
Vi leger turister, sidder på cafe, nyder en sidste gang tapas og besøg bl.a. Picasso-museet.
På billederne giver Hanne den som Pippi Langstrømpe, mens Chris får klippet øre- og næsehår.

30. april - dag 34

Fem forrygende uger
Poul vil videre. Jeg vil hjem. Ella heldigvis også. Hanne ligeså.
Så vi tager bussen til Granada kl. 16 og er heldige at komme videre til Malaga, så vi er retur på Camping Torremolinos ved 23-tiden om aftenen.
En spændende bustur tilbage gennem de samme byer, som vi har passeret på gåben den modsatte vej.
Vi er faktisk ret imponerede af os selv over, hvad vi har præsteret.
I Granada siger vi et vemodigt farvel til Poul, der vil videre op til i første omgang Barcelona, for siden at fortsætte til Sydfrankrig med plan om at vandre videre derfra og nordover.
Vi andre slår på samme tid telte op i Malaga, inden vi går på bar og får store fadøl og sandwiches kort før midnat i vel anlslået små 20 graders varme.
Herligt.
Nu må Kaj så klare sig uden storesøster.

29. april - dag 33

Kaj og Poul Erik i sneen
Vi pakker sammen på campingpladsen, siger farvel til en ualmindelig legesyg border collie og går de få kilometer ind til Trevelez, hvor vi flytter i lejlighed.
Min dag står på læsning, Ella, Hanne og Poul går på restaurant og spiser dagens ret, Kaj og Poul Erik går op i sneen.
Vi laver en slags tapas om aftenen, bl.a. takket være Ella, der fedter sig til et halvt glas olivenolie hos en bager.
Aftenen står på et solidt brandyindtag.

28. april - dag 32

Til skinkebyen
over dem alle
Sol fra en kold, våd morgenstund.
Teltene driver af væde og må hænges til tørre, inden vi kan komme af sted. Kaj og Poul Erik er kreative og stiller det op på taget af et eller andet ubeboet hus på pladsen.
Kaj har havregryn med, så for anden dag i træk får vi havregrød. Stort.
Og så ellers af sted mod Trevelez - skinkebyen overe dem alle.
Vi splitter os op, så non tager en kortere, lidt fladere rute, mens andre tager den høje, der fører os op i et pas i 1750 meter - og vel kun omkring 100 - 150 meter under sneen.
Varm tur og interessant - forstået på den måde, at det er tydeligt, at foråret er knap så fremskredent i disse højder, som 500 meter længere nede.
Der er i det hele taget ret så afpillet.
Da vi endelig øjner Trevelez sidst på eftermiddagen, lykkes det os at fare vild, så der er ikke så meget krudt tilbage, da vi ankommer til en campingplads lige uden for byen.
En dejlig plads anlagt på terrasser oppe ad bjergsiden.
Trevelez hævdes at være Spaniens højest beliggende landsby i 1650 meters højde, så vi fryser forståeligt nok, da solen er gået ned.
Kaj og Poul Erik har fået nok af teltlivet og lejer sig ind i en hytte, som trods sine vel kun seks kvm sagtens kan rumme hele selskabet senere på aftenen. Som det ses forhindrede det ikke en træt Kaj i at lægge sig til at sove, mens han havde gæster.

27. april - dag 31

Skinken Poul
Poul: "Jeg er tæt på at blive en skinke."
Jeg har noteret mig citatet, men husker ikke længere, hvorfor det faldt. Måske følte Poul sig godt og grundigt velhængt efter en ganske vist ualmindelig smuk, men også krævende vandredag, med solide stigninger (720 højdemeter ifølge pigernes bog), der her inde i bjergene er ret så bratte.
Ingen regn i dag. Tværtimod. En flot solrig dag, der ender på campingpladsen i Pitres, samme sted Poul og Chris boede, da de i sin tid var forbi på mc. Sæsonen er, som allerede nævnt flere gange, endnu ikke startet, så pladsen er lidt ynkelig, beboet af stort set udelukkende løse hunde og et enkelt æsel. Sådan da.
Vi må ind til byen for at spise.
Billederne viser bl.a. en flok ældre englændere på vej mod toppen. Meget inspirerende at også folk, jeg vil anslå til 70-75 år også er i stand til at klare strabadserne.

26. april - dag 30

Ind over bjergene
De nye kan lisså godt lære det fra starten, så dagen begynder med en stigning på 400 højdemeter.
Vi går indledningsvist i et ekstremt frodigt område, og jeg når at notere mig, at de må få godt med vand her, lige inden det begynder at regne, og flokken forsvinder ind i skyerne.
Våde er vi fremme i Canar, men må opgive at finde noget at sove i til en pris, vi vil betale.
Lidt træls by hvor Chris får stjålet den olivenvandrestav, som Ella havde skåret så smukt.
Vi får kontakt til en mand i den næste by, fem kilometer fremme, der henviser til en David i cafe Romero. Så ud på stien igen - ganske stejlt og ikke så lidt farligt faktisk - ikke mindst i regnvejr, hv or jorden bliver til mudder og stenene glatte.
Men benene er gode og humøret højt så videre...
Omtalte David findes, og inden længe sidder vi i to lejligheder med den mest fantastiske udsigt.
Vi får købt ind, tændt op i pejsen, lavet mad, drukket øl og vin. En ubetalelig dag.
Billederne: småpiger der hjalp os med at finde købmanden i Soportujar, hvor vi endte, to trætte vandrerdebutanter, vandrere i bjergene osv...

Og vær så venlig at se videoklippet af "Kaj på vej"