22. april - dag 26

Der kommer altid en englænder forbi
Jeg får ild i gløderne fra i aftes, laver kaffe og langsomt kommer der liv i flokken, der har frosset godt og grundigt - altså dem uden dunsovepose.
Vi har kun lidt gammelt brød og patê, spiser stående og får pakket.
Japaneren vågner og finder i bare fødder en solplet, hvor han i en times tid arbejder kroppen igennem eller måske priser han en eller anden solgud. Siden forsvinder han - stadig i bare fødder - med noget der kunne være et bedetæppe ind i baglandet.
Vi andre returnerer til Jayena i flot sol for at konstatere, at der ikke går busser til Albunuelas, som vi havde håbet.
Jeg spørger et par lokale om råd uden held og går derpå på byens rådhus for forhåbentlig der at kunne finde non, der taler lidt engelsk.
Det gør ingen af de ansatte tilsyneladende, men på vej ud møder jeg byens angiveligt eneste engelsktalende person. Et brød af en bartender, vi havde drukket kaffe hos dagen før.
Han opfanger problemet og tilbyder at forsøge at hjælpe.
"Kom hen på caféen om en halv time," siger han, der er på rådhuset med en englænder for at hjælpe denne med noget papirarbejde i forbindelse med et huskøb.
En halv time senere har vores mand fået Mike, englænder med 4-hjulstrækker til at køre os de små 40 kilometer over bjergene frem til Albunuelas. Det bliver en forrygende, smuk tur.
Vi finder frem til Caza Azul, der drives af et engelsk par - englændere overalt på disse kanter.
Ok-sted med fin tagterrasse med bjergudsigt. Varmt, meget varmt, men der lufter dejligt heroppe.
Pigerne går på tapas-bar. Drengene tørrer telte og vasker tøj.
Vi spiser på stedet, hvor husets frue laver fremragende chicken curry dvs først bønnesuppe og siden jordbær til dessert. Alt af egen avl dyrket på et lille jordstykke oppe ad bjerget. Her er utroligt frodigt.
Værten, Ken, fortæller om spansk levevis. Parret har boet her i 5-6 år.
Han fortæller, at de lokale stort set kun spiser grønsager til hverdag for så i weekenderne at samle hele familien for at gå på restaurant, hvor de så til gengæld kun - næsten - spiser kød.
Han fortæller om forskellen på serrano-, iberico- og sortfodsskinke.
Serrano er den almindelige.
Iberico lidt finere for her har grisene levet af fortrinsvis agern.
Sortfod den fineste for her har svinene kun spist agern, mens de hver dag er blevet tvunget til at gå mindst 10 kilometer. Den er også lagret i mindst tre år. Det foregår ved saltning, så fluerne ikke kan komme til. Når kødet er blevet så hårdt, at fluerne har mistet interessen, hænges de til tørre. Skinkerne altså.

21. april - dag 25

Rough camp er skønt...
Hanne er ikke meget for det, men der er ingen vej udenom: det handler om dagens rute, der stort set kommer til at foregå på asfalt.
Først en 11-12 kilometer til Jayena, og derpå yderligere 4 kilometer ud på den anden side til Al Bacal, en naturlejrplads, ganske smukt placeret i en åben pinjeskov ved et vandløb.
Der er toiletbygninger, grill og desværre et helvedes svineri med henslængt plast, bestik, tomme flasker og hvad mennesker nu kan finde på at ødelægge naturen med. Til gengæld dufter her himmelsk af pinjeskov.
Vi finder et hæderligt sted, hvor vi slår teltene op og indretter os, tænder bål og spiser en nødration, eftersom ingen gider gå tilbage til Jayena efter "ordentlig" mad.
Det bliver i øvrigt turens eneste spritfri...
Ved halv otte tiden kommer en ung japaner pludselig ud fra skoven. Han er lettet over at finde engelsktalende og over at være fremme ved et overnatningssted. Han er kommet fra Nerja ved Middelhavet to dage tidligere og har overnattet i 1700 meters højde natten før på et stormomsust bjerg og har frosset godt og grundigt , uden det dog kan fjerne hans glade smil. Han sover under et oversejl, så vi forstår ham - ikke mindst, da natten endnu engang viser sig at være skrækkeligt kold. Hanne pakker benene ind i sin nederdel og stikker dem ned i rygsækken i et forsøg på at holde varmen. Rough camping er skønt...
Japaneren har ikke gået sig ud og forsvinder ind til byen for at "se puebloen". Vender tilbage omkring midnat. For angivelig vild i mørket.
På et billede er Ella ved at udsmykke en vandrestav af oliventræ til Hanne. Sådan én er ret så tung, skulle jeg hilse og sige.

20. april - dag 24

Don't mention the war
En morgen af de smukkeste. Sol, ingen skyer, frisk kølighed i luften. Gode ben. Tjeneren på Bar Tigre serverer fremragende stærk morgenkaffe, ristet brød med olivenolie, tomatmos og stærk tør ost.
Vi dykker ned i slugten og får en suveræn tur mellem dramatiske klipper langs et lille vandløb.
Siden går det atter op i højderne med udsigt til diverse sierraer toppet med masser af sne. Frokost mellem mandeltræer og mange fluer. Poul: Jeg er bange for, at det er fordi min lynlås er gået i stykker....
Møder en flok ældre mænd på deres motocrossmaskiner og en ung englænder - faktisk en af de eneste vandrere på turen overhovedet - der er ved at måle ruten op for at skrive en bedre GR7-guide end de allerede tilgængelige. Flink mand med sød hund.
Vi går videre til Arenas del Rey - en noget død by uden overnatningsmuligheder, men vi overtaler byens købmand til midlertidig at lukke sin butik og køre os de syv kilometer ud til en campingplads - Los Bermejales.
Her er masser af grønt græs og gale englændere. En af deres katte pisser på Hannes telt og en af deres hunde - Bruno, arrig bastard - bider Ella.
Til gengæld får vi salat, brød og ketchup og en Basil Fawhlty-dialog fra Don't mention the war-sekvensen af Halløj på Badehotellet.
Dagens englændercitat: "Kom vi går ud og slår hunden ihjel."

19. april - dag 23

Mageløs mand i Alhama
Internettet holder aldrig op med at imponere.
Tag nu videosekvensen herover.
Det viser en bartender i den lille by Alhama de Granada, sydvest for Granada.
Selvsamme mand var det, som var os ualmindelig behjælpsom, da vi ankom til byen om eftermiddagen.
Det hotel, San José, som vi havde udset os, var lukket, så da vi sad foran og hvilede ud med rygsækkene stillet op mod husmuren, kom han straks over fra sin Bar Tigre på den anden side af vejen og tilbød sin assistance.
En enkelt kop kaffe - med tilhørende gratis sidetallerkener med små snacks og kager -, og der var knus og kindkys til pigerne.
Det lykkedes ham tillige at få hotelværten på San José til at komme hurtigt, og hvis ikke skulle han nok finde på noget andet til os.
Utroligt.
Vi spiste morgenmad hos ham dagen efter - igen med en enestående god betjening.
Skybrud om natten
Det havde i øvrigt en af de mest regnfulde nætter i mands minde.
Der stod små søer omkring teltene om morgenen, soveposer, støvler, bøger mm. var gennemblødte.
Midt på formiddagen klarede det heldigvis op, og udstyret var stort set tørt, da vi forlod Granada med bus for at drage sydover til som nævnt Alhama de Granada for at fortsætte ad GR7 - nu på sydruten, der skulle føre os ind i Sierra Nevada og de høje bjerge.
Siden gik vi en tur i byen og fik bl.a. udsyn til den imponerende slugt, som skulle blive morgendagens mål.
Poul: Gamle mænd pisser med kort stråle...

18. april - dag 22

De første tre uger
Vi erkender, at vi har været heldige med de første tre uger af vores Spaniens-odyssé.
Igen en kølig morgen, men huller i skyerne lover endnu en solrig, lun dag.
Vi tager bussen ind til centrum og går en tur op i den gamle arabiske bydel, Albaicin, hjemsted for mange sigøjnere, som siges at være blevet ret så velbeslåede på flamencoshows for turister og andet godtfolk.
Vi ender oppe på Sacremento-bjerget, hvor hippier, vagabonder og hjemløse har gravet hule-huse ind i bjergsiden, og hvor de får lov at bo gratis, angiveligt uden at det giver problemer med myndighederne.
Forståeligt at de gerne vil bo her. Udsigten er ganske enkelt storslået. Alhambra klædt i grønt ovre til venstre og hele Granada og dalen foran.
Vi returnerer ned til turistcentrum, hvor Chris under sig selv en gang fresas con nata - jordbær med flødeskum, guf.
Billederne dels taget på vej op ad Sacremento og dels nede i byen, hvor vi lærte, at der , som der i lighed vinruter, margeriterute også er en "tapasrute". Nede nord for Gibraltar er der i øvrigt også en tyre-rute.
Øverst er det Ella, der får pudset sine støvler, mens Chris tilsyneladende fnisende ser til.

17. april - dag 21

I emirens palads
Vi er tidligt oppe, prajer en taxa, som jeg trods mit yderst beskedne spanske får en motorcykelsnak med.
Vi er heldige og via en kreditkortselvbetjeningsmaskine får vi billetter, så allerede 8.30 er vi inde.
Jeg har været her en gang før, men Alhambra er intet mindre end storslået. Ikke mindst emirens palads og private gemakker.
De gamle arabere kunne noget med klinker, udskæringer og vand.
Haven er i øvrigt ekstremt velplejet, og nærmest klippet med neglesaks.
Ella finder, som det ses, en bil, som hun godt kunne forestille sig, at fællesskabet anskaffede sig og nyder udsigten ud over Albaicin - byens gamle arabiske kvarter.
Gå til de andalusiske links for mere.
Poul laver aftensmad til os, bacon, ris mm.