tirsdag den 10. februar 2009


















Mr. 10 kilo

Jeg ved ikke, om det lykkedes, men jeg forsøgte forleden at lokke Hanne til et væddemål vedrørende den samlede vægt af min rygsæk med indhold til GR7-strabadserne.
10 kilo, lød mit bud.
I går var jeg i Århus for at afhente uldundertøj og nyt liggeunderlag, for det skal ikke være udstyret, der er gået på kompromis med.
Jeg pakkede i morges, lånte naboens badevægt, steg på uden rygsæk, steg på med...
Resultat: 9,8 kilo alt i alt.
Slet ikke så ringe. Men efterfølgende måtte jeg konstatere, at jeg havde glemt min dagbog, pandelampen, mp3'en, vandrerkortene - de er faktisk endnu ikke kommet - viskestykke, svamp og sikkert også andre småting.
Der var heller ikke vand i min do. flaske, så det ender nok med en 12 kilo, når det bliver alvor.
Hvad er der så i sækken:
Telt, sovepose, silkelagenpose, liggeunderlag.
Tre par sokker, to par underbukser (dewold), to T-shirts, en langærmet Helly Hansen bluse, en fleecebluse, shorts, lange løbebukser, regnslag, mikrohåndklæde, toilettaske, teva-sandaler, pandelampe, drikkekrus, spiseting, vandrerstav, viskestykke, svamp, seks sikkerhedsnåle.
Jeg skal vel også have hovedpinepiller, ekstrabriller, solbriller, kamera, mobiltelefon og en bog med....
Og jeg skal vel også.....
Vi får se.
Nu ligger det hele linet op, og måske finder jeg efter Ry, Silkeborg, Bjerringbro, Langå-weekenden ud af, at jeg nok kan undvære dette og hint.