2. maj - dag 36

Den sidste café con leche
Der er ikke meget mere at sige.
Sidste dag i det andalusiske. Kaj og Poul Erik er ankommet til campingpladsen aftenen før.
De orkede ikke at slå telte op.
Vi skal med et fly sidst på formiddagen, så ned til nærbanen og de to stationer ind til lufthavnen.
Ret kaotisk lufthavn i øvrigt. Ikke til at orientere sig i. Et hav af mennesker. Ekstremt lange køer overalt.
Men hjem kom vi.
Sic.

1. maj - dag 35

Turister for en dag
Vi står tidligt op for at tage ind til Malagas gamle bydel.
Det er 1. maj, som bestemt også fejres på disse kanter med demonstrationer, røde faner, taler og opløb.
Herligt vejr.
Vi leger turister, sidder på cafe, nyder en sidste gang tapas og besøg bl.a. Picasso-museet.
På billederne giver Hanne den som Pippi Langstrømpe, mens Chris får klippet øre- og næsehår.

30. april - dag 34

Fem forrygende uger
Poul vil videre. Jeg vil hjem. Ella heldigvis også. Hanne ligeså.
Så vi tager bussen til Granada kl. 16 og er heldige at komme videre til Malaga, så vi er retur på Camping Torremolinos ved 23-tiden om aftenen.
En spændende bustur tilbage gennem de samme byer, som vi har passeret på gåben den modsatte vej.
Vi er faktisk ret imponerede af os selv over, hvad vi har præsteret.
I Granada siger vi et vemodigt farvel til Poul, der vil videre op til i første omgang Barcelona, for siden at fortsætte til Sydfrankrig med plan om at vandre videre derfra og nordover.
Vi andre slår på samme tid telte op i Malaga, inden vi går på bar og får store fadøl og sandwiches kort før midnat i vel anlslået små 20 graders varme.
Herligt.
Nu må Kaj så klare sig uden storesøster.

29. april - dag 33

Kaj og Poul Erik i sneen
Vi pakker sammen på campingpladsen, siger farvel til en ualmindelig legesyg border collie og går de få kilometer ind til Trevelez, hvor vi flytter i lejlighed.
Min dag står på læsning, Ella, Hanne og Poul går på restaurant og spiser dagens ret, Kaj og Poul Erik går op i sneen.
Vi laver en slags tapas om aftenen, bl.a. takket være Ella, der fedter sig til et halvt glas olivenolie hos en bager.
Aftenen står på et solidt brandyindtag.

28. april - dag 32

Til skinkebyen
over dem alle
Sol fra en kold, våd morgenstund.
Teltene driver af væde og må hænges til tørre, inden vi kan komme af sted. Kaj og Poul Erik er kreative og stiller det op på taget af et eller andet ubeboet hus på pladsen.
Kaj har havregryn med, så for anden dag i træk får vi havregrød. Stort.
Og så ellers af sted mod Trevelez - skinkebyen overe dem alle.
Vi splitter os op, så non tager en kortere, lidt fladere rute, mens andre tager den høje, der fører os op i et pas i 1750 meter - og vel kun omkring 100 - 150 meter under sneen.
Varm tur og interessant - forstået på den måde, at det er tydeligt, at foråret er knap så fremskredent i disse højder, som 500 meter længere nede.
Der er i det hele taget ret så afpillet.
Da vi endelig øjner Trevelez sidst på eftermiddagen, lykkes det os at fare vild, så der er ikke så meget krudt tilbage, da vi ankommer til en campingplads lige uden for byen.
En dejlig plads anlagt på terrasser oppe ad bjergsiden.
Trevelez hævdes at være Spaniens højest beliggende landsby i 1650 meters højde, så vi fryser forståeligt nok, da solen er gået ned.
Kaj og Poul Erik har fået nok af teltlivet og lejer sig ind i en hytte, som trods sine vel kun seks kvm sagtens kan rumme hele selskabet senere på aftenen. Som det ses forhindrede det ikke en træt Kaj i at lægge sig til at sove, mens han havde gæster.

27. april - dag 31

Skinken Poul
Poul: "Jeg er tæt på at blive en skinke."
Jeg har noteret mig citatet, men husker ikke længere, hvorfor det faldt. Måske følte Poul sig godt og grundigt velhængt efter en ganske vist ualmindelig smuk, men også krævende vandredag, med solide stigninger (720 højdemeter ifølge pigernes bog), der her inde i bjergene er ret så bratte.
Ingen regn i dag. Tværtimod. En flot solrig dag, der ender på campingpladsen i Pitres, samme sted Poul og Chris boede, da de i sin tid var forbi på mc. Sæsonen er, som allerede nævnt flere gange, endnu ikke startet, så pladsen er lidt ynkelig, beboet af stort set udelukkende løse hunde og et enkelt æsel. Sådan da.
Vi må ind til byen for at spise.
Billederne viser bl.a. en flok ældre englændere på vej mod toppen. Meget inspirerende at også folk, jeg vil anslå til 70-75 år også er i stand til at klare strabadserne.

26. april - dag 30

Ind over bjergene
De nye kan lisså godt lære det fra starten, så dagen begynder med en stigning på 400 højdemeter.
Vi går indledningsvist i et ekstremt frodigt område, og jeg når at notere mig, at de må få godt med vand her, lige inden det begynder at regne, og flokken forsvinder ind i skyerne.
Våde er vi fremme i Canar, men må opgive at finde noget at sove i til en pris, vi vil betale.
Lidt træls by hvor Chris får stjålet den olivenvandrestav, som Ella havde skåret så smukt.
Vi får kontakt til en mand i den næste by, fem kilometer fremme, der henviser til en David i cafe Romero. Så ud på stien igen - ganske stejlt og ikke så lidt farligt faktisk - ikke mindst i regnvejr, hv or jorden bliver til mudder og stenene glatte.
Men benene er gode og humøret højt så videre...
Omtalte David findes, og inden længe sidder vi i to lejligheder med den mest fantastiske udsigt.
Vi får købt ind, tændt op i pejsen, lavet mad, drukket øl og vin. En ubetalelig dag.
Billederne: småpiger der hjalp os med at finde købmanden i Soportujar, hvor vi endte, to trætte vandrerdebutanter, vandrere i bjergene osv...

Og vær så venlig at se videoklippet af "Kaj på vej"

25. april - dag 29

Kurbad karbad
I dag skal vi på kurbad. Lanjaron, porten til Alpujaras, er kendt for sine helsebringende kilder. Det ses i bybilledet, der domineres af ældre mennesker medbringende en flaske, som de går rundt til vel en snes forskellige kildespring på Ruta del Aqua, fylder og drikker.
Hanne, Ella og undertegnede stiler fra morgenstunden mod Balneario de Lanjaron, et helsecenter hvor vi bestiller en 50 euros omgang bestående af såkaldt dynamisk bad, saune, kold afvaskning, fem omgange på hvide sten, mens køligt vand sprinkler på underbenene og til slut en halv times rygmassage.
Ikke dårligt.
Hen under aften blev selskabet udvidet med Hannes bror Kaj og dennes ven, Poul Erik.
Vi går ud og spiser og drikker og afslutter på den måde en perfekt dag.
Billederne viser bl.a. de to nye i klassen, vores 78-årige hotelvært, en sød pige på kuranstalten og Hanne og Ella i det blå.

24. april - dag 28

Hallo - vi kan se Afrika
Vi køber ind i Nigüelas på vej op i 1280 meters højde. Det hævdes, at vi i klart vejr burde kunne se Afrika og Middelhavet heroppefra.
Og det mener vi faktisk på et tidspunkt , at vi kan gennem varmedisen, og sådan vil historien gå, så vi synger "Afrika" for fulde gardiner... Fra kontinent til kontinent.
Ruten er lagt om igen igen, så det bliver en ny lang, lang godt 20 kilometer dag. Og det er varmt. Vildt varmt. Men med den ene ubeskrivelig smukke udsigt efter den anden.
7 kilometer før Lanjaron, som er målet, får vi byen i sigte, og det er både godt og skidt.
Godt fordi så har vi noget at gå efter. Skidt fordi det virker som kommer den ikke nærmere, fordi det går zigzag hårnålesving ned og ned og ned i bagende sol.
Til slut dog langs en frodig flodseng med dansende egern.
Ved indgangen til byen har kloge folk anbragt en lille cafe, og så såre vi har sat os, lyder standardbestillingen: Fire øl og fire café con leche.
Går efter Hostal Nevada, finder den og foran sidder tre ældre mænd, der fortæller, at her er cerrado, dvs lukket.
Den ældste spørger dog, hvor mange dage, det drejer sig om, og da han får at vide, at det er to, går han til bekendelse og siger, at det er hans hotel og gerne vil åbne for os.
Faktisk en rigtig flink mand. Vi får dejlige værelser ud til hovedgaden og sød betjening af manden, der tilsyneladende er ene om at klare alt.
Han er, fortæller han på opfordring senere, 78 år gammel.
Siden laver han - efter min mening - fremragende aftensmad: en suppe med nudler og bacon, en oksebøf af det møreste mørbrad, skinke - selvfølgelig og til slut frugt. Dertil en rigtig god Rioja.
Efterfølgende ind på cafeen ved siden af - det viser sig at være broderen, der driver den - og drikke kaffe og skarpe sager - til visse.
Kan man forlange mere efter en hård dag i bjergene.
Nej.
Billederne viser bl.a. Chris på "luksushotellet", heste på hovedgaden i Lanjaron og friske folk i marken.

23. april - dag 27

Den lykkelige dal
Den står på den ypperste engelske morgenmad med bacon, æg, toast, hjemmelavet marmelade, friskpresset mandarinsaft you name it - alt.
Dagen er som taget ud af en turistbrochure med blå himmel, sol, klarhed i luften.
Men der er altid en slange i paradis, så vi starter med at gå forkert. Dvs ikke Poul, der går sine egne veje.
Vi er endt nede i bunden af dalen ved en flod, og tre af os returnerer op til byen, der nu heller ikke er nem at finde rundt i med sine labyrintiske, smalle gader mellem udelukkende hvidmalede huse.
Vi finder den "rigtige" GR7-rute og siden også Poul og får en smuk tur gennem millioner af appelsin-, citron- og mandeltræer, der bugner af frugter. Forståeligt at dalen kaldes "Den lykkelige dal".
I Restabal serverer Andrea i baren af samme navn en god kop kaffe, inden det ellers går så meget opad, at man ikke skulle tro det muligt.
Ruten er tilsyneladende lagt om - det er ikke første gang - så vi kommer helt op over vindmøllehøjde, inden det går svagt ned til Durcal, hvor vi forgæves leder efter steder at bo.
Vi ender på et luksushotel i en ombygget mølle i Nigüelas til 75 euro - og det er altså meget på disse kanter.
Luksus og luksus. Strømmen går, straks vi tænder lyset, ingen varmt vand, afløbet i det ene badeværelse er stoppet, og både Hanne og Poul oplever at blive låst inde på badeværelset.
Poul: Jeg går aldrig mere i bad uden min leatherman.