5. april - dag 9

Anders hvem....
En sms fra Hannes bror, Kaj, fortæller, at Anders Fogh er blevet Natos generalsekretær, og Lars Løkke, ham der skal have det offentlige til at betale sine øl, chips mmm., har afløst ham som statsminister. "We couldn't care less...", for her først på dagen går det bare op, op, op. To kilometer siger vores bog.
Det er hårdt, men forrygende smukt, for snart er vi oppe over skyerne, og det er nærmest overjordisk for højt på bjergkammen troner en lang række kæmpevindmøller, hvis vinger fra tid til anden bryder glidende gennem skydækket.
Endelig oppe kan vi se det karakteristiske Colorado-bjerg langt bag os, samme bjerg som vi under møje og besvær rundede dagen før. Imponerende syn. Men også imponerende at man faktisk kommer langt, selv om det foregår på to ben.
Fra toppen glider vi rundt langs bjergsiderne, op og ned og til slut ret meget op til et kæmpe vandreservoir, hvorefter vi lige skal igennem en dejlig kølig pinjeskov, inden den afsluttende nedstigning til El Chorro. Tre kilometer koncentreret nedstigning, hvor hvert skridt kan mærkes i lårbasserne.
Vi finder Camping El Chorro, slår telte op på stenjord og spiser godt på pladsens restaurant, der drives af muntre englændere i eksil.
PS: Har helt glemt at notere, at Spanien er lyden af hundeglam. Her er dobbelt så mange hunde, som der er vilde katte i Danmark.

4. april - dag 8

20 kilometer er... nok
Vi skal 780 meter op i dag. Det er varmt, solrigt og 20 kilometer venter. Vi runder Serrato, hvor det viste sig at være ikke så lidt vanskeligt at finde mad og vand.
For nok har byen en butik, men når der er siesta, er der siesta, og så må man ty til torvets lille fontæne eller bide hovedet af al skam og gå på bar og spørge, om de vil sælge et par liter vand.
Mht fontæne-, kilde- og andet vand har Poul det princip aldrig, ALDRIG at ville købe. Han stoler fuldt og helt på sit medbragte jod. Et antal dråber i en liter og han er køreklar.
Det er vi andre lidt lorne ved, men det skal da siges, at han aldrig blev syg, og han derudover tillige ikke er medvirkende til øget plastforurening. Det må vi andre leve med og forsøge at kompensere andre steder.
Nuvel. Vi trasker videre mod dagens endemål, Ardales. 20 kilometer er lige på kanten, og et par kilometer før vi er fremme, lykkes det os at praje en mand i en 4-hjulstrækker, der nok er fyldt med skrammel, men til alt held kan rumme endnu lidt. Og den rare mand indvilliger i at tage Hanne og Ella med ind til byen.
Heldigvis, må man sige, viser det sig, at den pension, som vores bibel "Walking the GR7 in Andalucia" anbefaler, er lukket.
Det betyder, at pigerne venter med intet mindre end en luksuslejlighed i to plan med et hav af soveværelser, et dejligt spisekøkken og - det skal med: jacuzzi på taget.
Vi er alle dog så trætte, at vi "nøjes" med en gang risotto, øl, vin, frugt, salat og kortspil.
Poul: "Hvordan har I fået risen så klistret...."