11. april - dag 15

Romantik møder realisme
Det bliver en kort vandredag, hvor vi går de kun fire kilometer op til Villanueva del Trabuco. Her svigter bogen os for en gangs skyld. Det engelske B & B, vi havde tænkt skulle give os husly, er lukket - konen er blevet syg.
På en cafe møder vi en ualmindelig flink englænder, pensionist, tidligere grafiker og nuværende rockmusiker med eget band - hans trommeslager skulle angiveligt have spillet med bl.a. Rolling Stones.
Nuvel. Han anbefalede og kørte os ud til en såkaldt venta - en slags landsbykro. Et meget lokalt sted med en restaurant, tagterrasse osv.
Hanne spiser fed ged, resten grillet gris. Ganske udmærket.
Havde i øvrigt en længere diskussion "romantik møder realisme". Pigerne vil f.eks. gerne rough campe noget mere, Chris - og Poul vist også - helst ikke. Vi kan godt lide at kunne få os et varmt aftenbad, muligheden for at få en øl eller leche på en cafe osv.
Denne nat er det i hvert fald rart for de uden dunsovepose, at vi har fast tag over hovedet, eftersom der rent faktisk er frost på bilerne, da vi står op om morgenen. Morgenerne er generelt kolde og meget våde. Det betyder så også, at vi har svært ved at komme tidligt af sted og ud på dagens rute.
Billederne: Olivenplukning mm.

10. april - dag 14

Så kom regnen
Det havde set sort ud fra morgenstunden, og 1,5 kilometer oppe ad en 3 kilometer stigning kom den.
Så frem med regnslag mm og i første omgang ind under nogle forkrøblede træer i vejsiden.
Siden i strid regn videre op og ind over markerne.
Det var første gang, vi stiftede bekendetskab med den specielle disciplin at gå på mudderstylter. Den våde, lerede jord satte sig for hvert skridt lag efter lag under støvlerne, så vi blev højere og højere, og hver tredje meter måtte man hen til en sten og skrabe jord af for at kunne gå videre.
Men "det varer ikke ved", som Karen Blixen ifølge min gode ven og tidligere kollega Finn Knudsen angiveligt en gang har sagt, og efter regn kommer sol osv..
Ved 14-tiden nåede vi således frem til Villanueva del Cauche, hvor GR7-stien deles i en nord- og sydgående retning.
Hjemmefra havde vi egentlig besluttet at gå sydom, men mennesker udmærker sig bl.a. ved at kunne inprovisere, så efter en del snak sadlede vi om for at drage nordover.
Fra nu af havde vi alligevel ikke længere detaljerede vandrekort, og da det ikke var lykkes at skaffe nye, kunne det af den grund var ligegyldigt.
De næste uger måtte vi klare os med "Pigernes bog", som "Walking the GR7" var blevet omdøbt.
Nordom betød yderligere ti kilometer vandring, og om aftenen stod vi så i Villanueva del Rosario, havde indlogeret os på spooky Hostal Corezo i et firesengsværelse med leopardsengetøj. Tremmer for vinduet og en bjergvæg 30 centimeter på den anden side. Dårlig service, senere en rædselsnat grundet et større rave-party på pladsen foran hotellet, der holdt os vågen til kl. fem om morgenen med knuste glas, hærværk og meget andet træls.
Aftensmaden var til gengæld fremragende tapas på en lille restaurant med en tjener og hans nydelige lille nuser filippinerkok, der som de første talte og forstod lidt engelsk, så vi til en afveksling kunne vide nogenlunde præcis, hvad vi bestilte og fik at spise. Vinen blev en Banda-vin.
Og så er på tide med en tak til Jørgen Markussen, fordi han et par dage før afkom var på besøg i Overdrevet for at forære mig en cap med påskriften Andalucia. Den forlod stort set kun mit hoved, når jeg sov.

9. april - dag 13

Jesus, Maria...
Det er skærtorsdag, og vi tager ind til Antequera for at indsnuse lidt katolsk højtid. Den får ikke for lidt i denne højtid på disse kanter.
Det er ikke noget for Poul, der igen vil jagte kort - det har ikke været så nemt, som vi regnede med at skaffe vandrekort til den sidste del af turen.
Vi andre giver den som turister og besøger flere kirker, stopfyldte af andalusere i deres fineste skrud. Hele familien er på gaden. Masser af musik, mens Jesum Christum, Maria og andet godtfolk fullsize er trukket frem i lyset.
Vildt. Årets højdepunkt tydeligvis.
Vi besøger et par flere tusind år gamle kæmpegravhøje og imponeres af udsigten til La Pena - et klippemassiv med profilen af en kvinde må det være, eftersom det vistnok symboliserer dialogen mellem jord og himmel.
(Vil blive tjekket senere.)
Vi spiser en gang god tapas, inden vi returnerer til campingpladsen, hvor det hen under aften bliver rent ud sagt pisse koldt - ikke mindst for dem uden dunsovepose...

8. april - dag 12

Randa-banden
mod nye højder...
Vi er jo ikke så unge, som vi har været - til gengæld er vi rigere, så vi har råd til at tage en taxa de første ti kilometer af dagens etape.
For det første gør det etapen mere "spiselig" og for det andet slipper vi for en lang, lang optur - vistnok endda ad asfalt, og hvis der er noget, Hanne ikke vil gå på, så er det asfalt....
Ellers en smuk tur ned omkring Antequera og en campingplads seks kilometer udenfor i El Torcal-massivet.
Udsigten fra pladsen er flot, pladsen selv lidt træls, også fordi maden på restauranten var uspiselig - Chris slap således for at betale, da hans halve majskylling var branket på den ene side og iskold på den anden. Adrrr.
Fuldmånenat. Blæst. Omslag i vejret på vej.
Billederne: Ella og Poul billede 1 arrangeret. Billede 2 taget to sekunder senere, da de troede sig "sikre" - derfor godt med røg i lungerne..
Ellers en mildt sagt ok-udsigt og en bil der aldrig blir bil igen og øverst "olsenbanden" mod nye eventyr.