16. april - dag 20

Gensyn med Granada
Tidligt op og med bussen sydover til Granada. Sierra Nevadas sneklædte bjerge kommer nærmere og nærmere. (nevada=sne)
Fra busstationen er der kun 100 meter til campingpladsen af samme navn Sierra Nevada, hvor Poul og Chris boede på deres "anden Spaniens mc-tur".
En superplads efter vores mening - bar, restaurant, lille supermarked, busholdeplads rundt om hjørnet med busser ind til centrum hvert femte minut.
Vi tager ind for at se på mulighederne for at komme ind på Alhambra dagen efter. Alt er nemlig udsolgt flere dage frem, men møder man frem en halv til en time, før billetlugerne åbner om morgenen, kan man være heldig at få uafhentede billetter.
Ellers går vi en tur i en spændende smuk, klassisk andalusisk metropol, ser bl.a. byens kæmpemæssige, gotiske katedral, selv om Ella er utilfreds med, at det koster omend ikke sølvpenge så dog penge at komme ind.
Lidt musik inden det er tid at gå på bar, som det måske fremgår.

15. april - dag 19

Restitution
En våd og kold morgen, men hjælpsomheden hos vores værtspar varmer. Dejlig morgenmad, Chris låner hans bærbare, han forsøger at skaffe en taxa, der skal køre os de ti kilometer træls asfaltvej ind til smukke Priego de Cordoba, og da det ikke lykkes, gør han det selv. Billedet herover.
Vi finder frem til Posado Real i den gamle, oprindeligt arabiske bydel med små idylliske og snævre gader.
Hotellet har en klassisk spansk, hyggelig patio og en energisk, sympatisk vært med antydning af damp.
Støvler bliver renset, tøj vasket, mad indkøbt, og der restitueres ovenpå en krævende vandredag, der har slidt på udstyr, krop og sjæl.
Chris besøger byens bibliotek, og vi går en tur i den spektakulære by, der ligger højt over landskabet.
Vi har en lang, lang snak om de kommende dage, og eftersom vejrudsigten står på en del regn, beslutter, at vi i morgen vil rykke sydover for at besøge Granada og Alhambra og lege turister.
Chris og Poul laver rejer, salat og diverterer med årets første jordbær, vin, kortspil.

14. april - dag 18

Først lidelse men så ...
Vi knokler op igennem Rute, der har både et skinke - og et anismuseum, og i øvrigt ligger ret så stejlt op ad dn bjergside.
GR7 fortsætter op gennem en pinjeskov, hvor usikkerhed om afmærkningen af vandrestien sender os i tre forskellige retninger og koster os både tid og kræfter.
Poul får os på rette vej, men hvad der er begyndt i dejlig solskin og behagelige temperaturer, bliver nu på bjerget afløst af regn og kulde og drivende våde skyer.
Op og ned, hårdt, glat og besværligt og temmeligt farligt og ikke til at se en ende på - ikke mindst de afsluttende mange kilometer gennem mudret olivenskov.
Vi er faktisk ikke helt sikre på, hvor vi er, da vi endelig rammer en asfaltvej.
Det viser sig heldigvis, at der kun er to kilometer til frelsen i form af en lille campingplads i Los Villares.
Bogen har fortalt, at der er tale om en by med 4.970 indbyggere, men den er af gode grunde ikke til at spotte non steder, og det viser sig da også, at der kun bor 12 - tolv - mennesker i en lille håndfuld huse.
Men igen, igen: det er ikke kvantiteten men kvaliteten, det handler om, og vi kan ikke takke dem nok, de to rare, hjælpsomme mennesker, der driver c-pladsen og den tilhørende restaurant.
Våde og lettere forkomne væltede vi - klokken er vel ni om aftenen - ind på deres lille spisested.
På spørgsmålet om de kunne lave os noget mad, lyder svaret, at vi må tage, hvad de har, men sikke et måltid. En fremragende ærte-, mørbradsret, øl og vin og masser af varm kaffe.
I regnvejr havde vi forinden hastet med at slå teltene op og kunne forudse en kold nat, men også det klarede parret, der beredvilligt lånte os, hvad de havde af ekstratæpper og soveposer.
Billederne viser Chris og Ella på bjerget, Hanne og Chris med Ellas støvler, der var blevet for små til fødderne, Ella bænket i restauranten foran en bulrende pejs og med varmebækkener under dugen, tre våde vandrere, et skilt i en kirke i Cuevar de San Marcos, som Chris havde besøgt om morgenen, og som fortæller, at over for Gud behøver man ingen mobiltelefon, så sluk den lige i kirken....

13. april - dag 17

Hvem sagde Klump...
Ikke en sky på himlen. En rigtig flot dag, da vi forlader kamel Rural Paloma efter et helt fantastisk morgenmåltid med alt, hvad hjertet kan begære af - ja alt - tilmed diverse mini-muffins som ikke mindst Hanne falder for.
Vi går de 3.5 km ind til Villanueva del Tapia for at fortsætte til venstre op, op, stejlt op gennem utallige oliventræer.
Nær toppen mødes vi af Sierra Nevadas sneklædte tinder i det fjerne.
På dette tidspunkt lidt uforståeligt, at det er de bjerge, vi er på vej imod og på et tidspunkt skal vandre i.
Vi er dog ikke i tvivl om, at vi til den tid vil være i form til at klare, hvad de måtte byde på.
Kort efter lykkes det os at fare vild.
Poul - var det vist - mente at have fundet en "genvej" på kortet, men efter en del tumlen rundt mellem oliventræerne lykkes det os trods alt sidst på eftermiddagen at ende som planlagt i Villanueva de Algaidas.
Hostallet af samme navn holder imidlertid lukket om mandagen, og eftersom det er byens eneste overnatningssted, må vi videre.
Taxa er der ingen af, men en venlig politibetjent ringer rundt og efter en halv times research lykkes det ham at få fat på en mand, der indvilliger i at køre os til Cuevas de San Marcos og Bobs Guesthouse, der udmærker sig ved at have en forrygende tagterrasse - og kæmpefladskærm.
Aftensmaden står på pizza, og pigerne kalder Poul "Klump".
Hvorfor erindres ikke.
Filmklippet - optaget ved en fejl - viser en træt Hanne.