10. april - dag 14

Så kom regnen
Det havde set sort ud fra morgenstunden, og 1,5 kilometer oppe ad en 3 kilometer stigning kom den.
Så frem med regnslag mm og i første omgang ind under nogle forkrøblede træer i vejsiden.
Siden i strid regn videre op og ind over markerne.
Det var første gang, vi stiftede bekendetskab med den specielle disciplin at gå på mudderstylter. Den våde, lerede jord satte sig for hvert skridt lag efter lag under støvlerne, så vi blev højere og højere, og hver tredje meter måtte man hen til en sten og skrabe jord af for at kunne gå videre.
Men "det varer ikke ved", som Karen Blixen ifølge min gode ven og tidligere kollega Finn Knudsen angiveligt en gang har sagt, og efter regn kommer sol osv..
Ved 14-tiden nåede vi således frem til Villanueva del Cauche, hvor GR7-stien deles i en nord- og sydgående retning.
Hjemmefra havde vi egentlig besluttet at gå sydom, men mennesker udmærker sig bl.a. ved at kunne inprovisere, så efter en del snak sadlede vi om for at drage nordover.
Fra nu af havde vi alligevel ikke længere detaljerede vandrekort, og da det ikke var lykkes at skaffe nye, kunne det af den grund var ligegyldigt.
De næste uger måtte vi klare os med "Pigernes bog", som "Walking the GR7" var blevet omdøbt.
Nordom betød yderligere ti kilometer vandring, og om aftenen stod vi så i Villanueva del Rosario, havde indlogeret os på spooky Hostal Corezo i et firesengsværelse med leopardsengetøj. Tremmer for vinduet og en bjergvæg 30 centimeter på den anden side. Dårlig service, senere en rædselsnat grundet et større rave-party på pladsen foran hotellet, der holdt os vågen til kl. fem om morgenen med knuste glas, hærværk og meget andet træls.
Aftensmaden var til gengæld fremragende tapas på en lille restaurant med en tjener og hans nydelige lille nuser filippinerkok, der som de første talte og forstod lidt engelsk, så vi til en afveksling kunne vide nogenlunde præcis, hvad vi bestilte og fik at spise. Vinen blev en Banda-vin.
Og så er på tide med en tak til Jørgen Markussen, fordi han et par dage før afkom var på besøg i Overdrevet for at forære mig en cap med påskriften Andalucia. Den forlod stort set kun mit hoved, når jeg sov.