torsdag den 14. maj 2009

2. april - dag 6



Randa i Ronda - eller ingen kender ruten før dagen er slut..
Op til en ny smuk dag.
Vi har fundet en vandrerute, der går ned i kløften nedenfor Ronda, så vi får den berømte udsigt mod byen og den karakteristiske bro over den 100 meter dybe El Tajo kløft.
Det kort, vi følger, snyder en del, så "pludselig" er vi på vej ned ad en 45-60 grader stejl bakke, og kun takket være et hegn (der er hegn overalt på disse kanter) kan vi komme ned i bunden.
Blot for at blive mødt af endnu et hegn, som det med stort besvær - se gymnastiske Poul - lykkes at forcere.
Til gengæld er vi dermed endt i en indhegning med skilte, der siger "PELIGRO......et eller andet spansk", som vi ikke forstår. Vi er faktisk lukket inde. Poul "truer" med at klippe hegnet - pigtråd foroven, pigtråd forneden, højt - over, men det synes Hanne ikke, vi kan forsvare, så hun og Chris spotter en landarbejder lidt oppe på kanten af bakken. Han arbejder ihærdigt med en hakke i jorden og bliver ikke så lidt forskrækket, da vi henvender os.
"Prohibido, polizia, privado" lyder det blandt meget andet fra ham, inden det lykkes os at få ham til at låse os ud.
Alt andet lige ender det, der skulle have været en hyggetur på en tre-fire kilometer med at blive en lang, varm og til slut anstrengende tur på tre timer. Vi fostrer mantraet. "Ingen kender ruten før dagen er slut".
Poul går på jagt efter vandrekort. Chris, Ella og Hanne besøger bl.a. byens berømte tyrefægterarena, som tiltrak bl.a. Ernest Hemingway og Orson Welles. Det er vist landets ældste..
Om aftenen kokkerer vi igen selv: Ris til egen ryg...




Ingen kommentarer: