torsdag den 21. maj 2009

23. april - dag 27








Den lykkelige dal
Den står på den ypperste engelske morgenmad med bacon, æg, toast, hjemmelavet marmelade, friskpresset mandarinsaft you name it - alt.
Dagen er som taget ud af en turistbrochure med blå himmel, sol, klarhed i luften.
Men der er altid en slange i paradis, så vi starter med at gå forkert. Dvs ikke Poul, der går sine egne veje.
Vi er endt nede i bunden af dalen ved en flod, og tre af os returnerer op til byen, der nu heller ikke er nem at finde rundt i med sine labyrintiske, smalle gader mellem udelukkende hvidmalede huse.
Vi finder den "rigtige" GR7-rute og siden også Poul og får en smuk tur gennem millioner af appelsin-, citron- og mandeltræer, der bugner af frugter. Forståeligt at dalen kaldes "Den lykkelige dal".
I Restabal serverer Andrea i baren af samme navn en god kop kaffe, inden det ellers går så meget opad, at man ikke skulle tro det muligt.
Ruten er tilsyneladende lagt om - det er ikke første gang - så vi kommer helt op over vindmøllehøjde, inden det går svagt ned til Durcal, hvor vi forgæves leder efter steder at bo.
Vi ender på et luksushotel i en ombygget mølle i Nigüelas til 75 euro - og det er altså meget på disse kanter.
Luksus og luksus. Strømmen går, straks vi tænder lyset, ingen varmt vand, afløbet i det ene badeværelse er stoppet, og både Hanne og Poul oplever at blive låst inde på badeværelset.
Poul: Jeg går aldrig mere i bad uden min leatherman.

Ingen kommentarer: