24. april - dag 28

Hallo - vi kan se Afrika
Vi køber ind i Nigüelas på vej op i 1280 meters højde. Det hævdes, at vi i klart vejr burde kunne se Afrika og Middelhavet heroppefra.
Og det mener vi faktisk på et tidspunkt , at vi kan gennem varmedisen, og sådan vil historien gå, så vi synger "Afrika" for fulde gardiner... Fra kontinent til kontinent.
Ruten er lagt om igen igen, så det bliver en ny lang, lang godt 20 kilometer dag. Og det er varmt. Vildt varmt. Men med den ene ubeskrivelig smukke udsigt efter den anden.
7 kilometer før Lanjaron, som er målet, får vi byen i sigte, og det er både godt og skidt.
Godt fordi så har vi noget at gå efter. Skidt fordi det virker som kommer den ikke nærmere, fordi det går zigzag hårnålesving ned og ned og ned i bagende sol.
Til slut dog langs en frodig flodseng med dansende egern.
Ved indgangen til byen har kloge folk anbragt en lille cafe, og så såre vi har sat os, lyder standardbestillingen: Fire øl og fire café con leche.
Går efter Hostal Nevada, finder den og foran sidder tre ældre mænd, der fortæller, at her er cerrado, dvs lukket.
Den ældste spørger dog, hvor mange dage, det drejer sig om, og da han får at vide, at det er to, går han til bekendelse og siger, at det er hans hotel og gerne vil åbne for os.
Faktisk en rigtig flink mand. Vi får dejlige værelser ud til hovedgaden og sød betjening af manden, der tilsyneladende er ene om at klare alt.
Han er, fortæller han på opfordring senere, 78 år gammel.
Siden laver han - efter min mening - fremragende aftensmad: en suppe med nudler og bacon, en oksebøf af det møreste mørbrad, skinke - selvfølgelig og til slut frugt. Dertil en rigtig god Rioja.
Efterfølgende ind på cafeen ved siden af - det viser sig at være broderen, der driver den - og drikke kaffe og skarpe sager - til visse.
Kan man forlange mere efter en hård dag i bjergene.
Nej.
Billederne viser bl.a. Chris på "luksushotellet", heste på hovedgaden i Lanjaron og friske folk i marken.